På en gravsten på Hellerup Kirkegård er der skrevet "Mor Inger" under det borgerlige navn "Inger Bondo". Og som Mor Inger var denne kvinde i over 25 år de ensomme og hjemløses usvigelige holdepunkt på Vesterbro. Derfor var det også seks af hendes egne "Vesterbrodrenge", der bar hendes kiste ud af Eliaskirken, hvorfra hun den 3. oktober 1967 blev bisat.

Her havde hun år ud og år ind været utrættelig i kærlighedens gerninger. På en sådan måde, at hun kommer til at stå for eftertiden som den mest bemærkelsesværdige personlighed i Eliaskirkens historie.

Inger Bondo blev født i præstegården i Værslev (i Vestsjælland) i 1891, og hun voksede op i provstegården i Skælskør. Tidligt følte hun et kald til diakonalt arbejde. Aldrig var provstens lille, kønne Inger gladere, end når hun havde fundet noget, hun kunne hjælpe sognets fattige og udstødte med. Hun ville være sygeplejerske, men lægen forbød det på grund af dårligt helbred. I stedet fik kun i København en kontorplads i forsikringsselskabet Danmark. Hun var i disse år stærkt forpint af hovedsmerter, som først forsvandt, da hun sagde sin stilling op for at vie sig til arbejdet for de ensomme og hjemløse.

Inger Bondo var nemlig i sin fritid i 1936 begyndt at komme i Settlementet i Saxogade nogle gange om ugen. Her mødte hun mennesker, der havde været udsat for livets hårdhed. Mænd med ansigter hærget af håbløshedens skær. Mennesker, der trængte til kærlighed, men som oftest var stødt ind i uforståenhed og hjerteløshed. her oplevede hun en følelse af glæde ved at komme ind i det, hun havde længtes efter i mange år.

Inger Bondo begyndte at vaske fødderne på disse hårdtprøvede mænd. Hun stoppede deres strømper og lappede deres bukser. Hurtigt blev der mangel på plads, og man måtte først rykke til Mændenes Hjem (i Lille Istedgade) og efter få års forløb til Gethsemane Kirkes krypt. Her var der plads til omkring hundrede mand og et par symaskiner. Der blev serveret kaffe og smurt sigtebrød. Men der kom en dag, da Gethsemane Kirkes menighedsråd ikke længere mente, de kunne give husly. Men Eliaskirken tøvede ikke med at byde sig til, og pastor Bartholdy udtalte: "Vi er taknemmelige, fordi De vil komme til os." I 1951 fandt Inger Bondos kristelige-sociale arbejde blandt de ensomme og hjemløse på Vesterbro således sit endelige stade i Eliaskirkens krypt, der to gange om ugen fyldtes med 250 mænd. Om de ugentlige sammenkomster i krypten har Mor Inger fortalt:

"Hver mandag og torsdag kl. 12.30 åbnes portene. I forvejen har mine trofaste medarbejdere og jeg været i gang fra tidlig morgen med at smøre brød, pynte bordene med blomster, sætte lys på talerstolen o.s.v. Når mændene kommer, står jeg i døren og byder velkommen til hver enkelt. Nogle har været faste gæster gennem mange år. Efter sang og bøn får mændene en kop varm suppe, og derefter har de lejlighed til at tale med mig. Derefter begynder vi underholdningen, og når den er forbi, serveres kaffen. Vi synger et bordvers - og så er der seks dejlige stykker mad pr. mand og ekstra til dem, som vil have det."

De store årligt tilbagevendende begivenheder var skovturen og julefesten. Ved julefesten talte Mor Inger selv, når flæskestegen, hvidtøllen og risalamanden var sat til livs, og der var kommet ild i tobakken. Hun brugte sjældent manuskript, men et enkelt har hun efterladt sig. Her skriver hun bl.a.: "Gud er kærlighed, og han vil, at alle skal frelses. Lad os i det nye år ikke gå denne usigelige kærlighed forbi. Gud elsker hver eneste. Vi lever i hans usigelige nåde. Når vi kommer til Jesus Kristus med al vor synd og elendighed, da står han med de udbredte arme og vil tage os i sin nådes favn og udslette al vor synd. Hvor har vi mærket hans kærlighed i året der gik. Jeg kan sige det ud fra mig selv: Hvor har hans kærligheds under mod mig været stort. Hvor har han i arbejdet her været os nådig. Alt kan vi bede ham om, og vi kan opleve, at han er midt iblandt os og går foran og baner vejen. Lad os i det nye år tage imod hans nåde og kærlighed."

Mor Inger var lykkelig i sin gerning. Når nogle takkede hende for hendes store indsats for at hjælpe de ensomme og hjemløse mænd, lød hendes stilfærdige svar: "Jeg skal ikke takkes, det er mig, der siger tak, fordi jeg har fået lov til at gøre det, jeg så gerne ville." Folk, der kendte hende godt, fortalte, at Mor Inger, der to gange om ugen bespiste over 200 sultne sjæle og endvidere formåede at uddele tøj til dem på grundlag af en elendig pension, da hun jo alt for tidligt havde sagt sin stilling op - ja, hun tog hjem i den lille lejlighed på Forhåbningsholms Allé og styrkede sig med en ret kolde kartofler.

"Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jeg så siger til dem: "Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt," men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: I sig selv, uden gerninger, er den død." (Jakobs Brev 2,15-17)

Tekst: Per Vibskov Nielsen