Eliaskirken er opkaldt efter profeten Elias. Han var den betydeligste profet under Israels kong Akab, som regerede fra 875 til 854 før Kristus.

Navnet Elias har vi overtaget fra det græske sprog, men han hedder oprindeligt Elija på hebraisk. Det betyder "Jahve er min Gud". Elias' livsforløb er beskrevet i Det Gamle Testamente - nedfældet i 1. Kongebog, kapitel 17 og fortsætter frem til 2. Kongebog, kapitel 2.

Kong Akab var langt mere ugudelig end sine forgængere. Da han gifter sig med den hedenske prinsesse Jesabel fra Sidon, bygger han et tempel og et alter for Sidons afgud Ba'al. Derfor træder Herrens profet Elias frem for Akab og varsler en af Gud iværksat tørke. I første omgang unddrager Elias sig tørken ved at tage ophold ved bækken Krit, hvor ravne udsendt af Gud holder ham med fast føde. Men efter et års forløb er bækken tørlagt.

Elias får så bud fra Gud om at opsøge en enke i Zarepta ved Sidon. Da enken giver sit sidste forråd af mel og olie til Elias, belønnes hun på sælsom vis rigeligt med begge dele, så længe tørken varer. Så bliver enkens søn syg og dør, men Elias kalder ham til live ved at kaste sig over ham tre gange, imens han beder til Gud.

Efter tre års forløb opsøger Elias igen kong Akab - nu med et forslag om ved en gudsdom at få afgjort, om Gud eller Ba'al er den stærkeste. Styrkeprøven skal stå mellem 450 Ba'als-profeter og Elias. Der hentes to unge tyre. Ba'als-profeterne hugger den ene tyr i stykker og lægger den på noget brænde, men de må ikke tænde ild. Det skal Ba'al gøre. Fra morgen til aften påkalder profeterne Ba'al, de skærer sig med knive og syle, så blodet flyder, men Ba'al svarer ikke. Elias spotter dem og siger, de skal råbe højere, for måske er Ba'al rejst bort eller faldet i søvn. Intet sker. Da ofrer Elias sin tyr, påkalder Gud, og straks slår Guds ild ned og fortærer både offeret og brændet. Elias lader derpå alle afgudsprofeterne dræbe. På toppen af Karmel bøjer Elias sig derefter syv gange til jorden med ansigtet mellem hænderne. Og den sidste gang dukker regntunge skyer frem på himmelen, og tørken er slut.

En dag, da Elias er ude at gå en tur ved Jordanfloden, siger han til sin elev, Elisa: "Ved du, at Gud i dag vil tage mig bort fra dig?" Og i det samme kommer der en ildvogn med ildheste og skiller dem ad, og Elias farer med op til Himmelen i stormvejret. Gud lader dog gennem profeten Malakias kundgøre, at Elias en dag skal komme tilbage.

I Det Nye Testamente dukker Elias op igen. Nemlig i beretningen om Jesu forklarelse på bjerget, der findes i Markusevangeliets kapitel 9. Jesus tager sine disciple Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg. Deroppe forvandles han for øjnene af dem, og hans klæder bliver blændende hvide som lyset. Og Elias kommer til syne for dem sammen med Moses, og de står og taler sammen med Jesus. Da kommer der en sky drivende og indhyller dem, og fra skyen lyder en røst: "Denne er min Søn, den elskede, hør ham!" Og straks efter, da de igen kan se hinanden, er der ingen andre end dem selv og Jesus alene.

Sluttelig optræder Elias og Moses igen sammen i Johannes' Åbenbaring, kapitel 11, hvor de skal fungere som Guds vidner før dommen.

Det er denne sjældne skikkelse, Eliaskirken er opkaldt efter. En ensom og kompromisløs kæmpe, i en kappe af ugarvet skind, med et læderbælte om livet, uden fast bolig - som en rovfugl slår han fra tid til anden ned på folket, særlig på kongen. Elias trodser sin samtids vældigste kræfter og forsøger lidenskabeligt at fortrænge dem. Det er en mand, der tror, og en mand, der er åben for Guds ord.

Tekst: Per Vibskov Nielsen