Eliaskirken er uden tvivl den mest helstøbte kirkebygning på Vesterbro. Som den ligger presset ind mellem sine meget umage naboer, formår den på en forunderlig måde at skabe det punkt, der får det meget irregulære Vesterbros Torv til at hænge sammen, og det opfattes som en helhed.

Kirkens arkitekt, Martin Nyrop (1849-1921), er bestemt heller ikke en hr. hvem som helst. Hans mest kendte værk er Københavns Rådhus, bygget 1892-1905. Rådhuset er en milepæl i dansk arkitektur og stod for et radikalt brud med den stive stilefterligning og varslede en ny tid med et friere og mere personligt formsprog.

Byggeriet af Eliaskirken begyndte umiddelbart efter, at rådhuset stod færdigt, og det lyser ud af bygningen, at det er en selvsikker arkitekt, der udfolder sig her.

Facaden adskiller sig fuldstændigt fra sine naboer. Men på trods af det meget voldsomme matierialevalg, er facaden så rolig og afklaret, at den ikke træder de andre bygninger under fode. Det virker, som om kirken har været der hele tiden, og alle de andre bygninger er kommet til senere.

De to tårne refererer direkte til den romanske Fjenneslev Kirke, og der er en klar nordisk tone over facaden, der ikke røber, at der bagved findes et af de mest interessante rum i København.

Det indvendige er også romansk, men jeg fornemmer en mere italiensk tone, der primært anslås af væggene i grå kalksandsten. Det er lykkedes Nyrop at bearbejde murene, så de fremkalder minder om en norditaliensk basilika. Nyrop må have haft en svaghed for de ellers meget foragtede kalk-sandsten, da han også bruger dem i det indre i Lutherkirken på Østerbro (indviet i 1918).

Det er en oplevelse at bevæge sin rundt inde i kirken. Der er ikke mindre end ni planer eller etager i huset, og man bliver ført rundt på kryds og tværs i - og nogle gange også uden for - huset i et tilsyneladende labyrintisk system af trapper.

Når man har lært systemet at kende, er det imidlertid ikke længere en labyrint, men en naturlig måde at bevæge sig gennem et kirkerum, der til stadighed er i centrum. Det er imponerende at stå på øverste pulpitur og kigge ned i kirken, men lige så imponerende er det, at man klart fornemmer, at arkitekten for halvfems år siden har tænkt og planlagt de indtryk, man modtager.

At kirken er tænkt som en rumlig helhed kan bl.a. ses af, at der også er ovenlys ned i krypten. I dag er lyset dækket af tæppet i midtergangen, men hvis det blev fjernet, ville der være forbindelse fra tag til krypt.

Efter min mening er Eliaskirken sammen med Grundtvigskirken og Bethlehemskirken de vigtigste kirkebygninger "uden for voldene". For en arkitekt er hvert besøg i Eliaskirken en kilde til ny inspiration.

Artiklen er skrevet af arkitekt Niels Henrik Kirkegaard, der er bygningssagkyndig for Vesterbro Provsti.