Indsamlingen til Eliaskirken omfattede såvel selve byggeriet som udsmykning og indretning af kirken - og byggekomiteen oplevede stor offervilje.

Lysanlæg, kirkeklokken (den første), døbefonten, alterbord, alterstager, alterduge, glasmosaikvinduet ved døbefonten, maleriet på sidevæggen ved døbefonten, prædikestolen og flere andre ting blev skænket af forskellige mennesker, der talte såvel medarbejdere ved kirken, frivillige i menigheden, fabrikanter m.fl.

Indsamlingen og kirkebyggeriet blev fulgt med stor interesse af pressen. Der blev skrevet adskillige artikler – nogle var positive over for projektet, andre var meget kritiske. Allerede dengang lød der røster om, at der ikke var brug for alle de kirker, der var ved at blive bygget.

En af de sager, som afstedkom megen omtale, var gaven til udsmykningen af altervæggen. Motivet til altertavlen, der skulle males i tre felter, skulle være Forklarelsen på bjerget (Matthæusevangeliet, kapitel 17, vers 1-9). Andreas Fibiger kontaktede i september 1907 kunstmaleren Frans Schwartz i Valby, og de holdt et møde sammen med Martin Nyrop om altermaleriet. Schwartz var parat til at male billedet for et honorar på 3.000 kroner. Herudover regnede man med udgifter på 500-600 kroner i forbindelse med altertavlen.

Pastor Fibiger kontaktede dernæst direktør Thomas S. Lorenzen, der ejede Hotel National, Scalas Varieté og desuden var vingrosserer. De havde mødtes tidligere på året, da Lorenzen gennem et medlem af menighedssamfundet havde ladet forstå, at han gerne ville give en gave til den nye kirke – f.eks. til glasmosaikruder til de tre store vinduer ud mod torvet. Ved dette første møde præsenterede Fibiger sig som en af "helvedeshundene", der tilhørte Indre Mission og prædiker "ikke blot om synd og nåde i al almindelighed, men prædiker en hel synd, der gør en synder skyldig til helvedes ild; men også en hel nåde, der gør en synder vis på sjælens frelse i troen på Jesu Kristi fuldbragte værk." Dette forskrækkede ikke vingrossereren og varieteejeren. Han fortalte, at han selv havde ønsket at blive præst, men da han ikke havde mange penge, var han nødt til først at tjene nogle. På den måde var han kommet ind i hotelverdenen og siden vinforretningen – og varieteen gav ham ikke store skrupler, da tilhørerne ikke kom i kontakt med dem, der optrådte på scenen. Fibiger havde på sin side hørt, at en udfordrende klædt sangerinde omtalt som en " Satans ypperstepræstinde", "der har gjort mange hjem ulykkelige" – og han mente, at Lorenzen ved at lade hende optræde i varieteen var en "Satans ypperstepræst". Fibiger fik lettet sit hjerte, mens Lorenzen fastholdt sit syn på sagen. Det ændrede ikke ved, at han gerne ville bekoste nogle glasmosaikruder i kirken.

Fibiger og Nyrop forhandlede videre med Lorenzen – uden at skænke det en tanke, at nogle ville tage anstød heraf. Imidlertid fandt Nyrop frem til, at kirken ikke kunne undvære det lys, der kom ind ad de tre store vinduer. Derfor blev ideen opgivet. Men da et par måneder senere lå et konkret udspil fra Frans Schwartz om maleriet til altervæggen, henvendte Fibiger sig til Lorenzen, som straks indvilgede i at give 4.000 kroner til altertavlen. Fibiger fik pengene med i kontanter, og da han gav dem til byggekomiteens kasserer blev de enige om at udsende en kort meddelelse om gaven via Ritzaus Bureau.

Det blev startskuddet til en heftig presseomtale. Social-Demokraten konstaterede, at her fandt "kirke og variete nok så pænt hinanden". Og i Ekstra Bladet hed det blandt andet: "I gamle dage ville kirken måske have vægret sig ved at modtage en altertavle, der var købt for penge, der var tjent på sang og whisky, nøgne barme og trængsel. Nu synes det at være noget helt andet. Men det er måske, fordi hr. Fibiger også plejer at synge?"

Middagsposten skrev blandt andet: "Der er nu engang ting, man ikke kan gøre, hvis man vil bevare blot nogen respekt for sin virksomhed. Man kan ikke den ene dag stille den ihærdigste forargelse til skue for varieteens vederstyggelighed og den næste dag knæle for et alterbillede, der er indkommet ved penge fra samme variete."

Skriverierne fortsatte, og det endte med, at byggekomiteen gav pengene tilbage til direktør Lorenzen. Arkitekt Martin Nyrop mente dog, at man skulle beholde gaven – han spurgte, om man også skulle rive Jesuskirken i Valby ned, fordi den var bygget af brygger Jacobsen? Men der var flertal for at give pengene tilbage. Senere modtog kirken 3.000 kroner fra Garnisons Kirke til altertavlen, der i alt kom til at koste 3.535,58 kroner.

Tekst: Bent Dahl Jensen og per Vibskov Nielsen
Kilde: A. Fibiger: "Guds banede vej" (1933)