Massedåb og bunkebryllupper
Eliaskirken på Vesterbros Torv blev indviet den 17. maj 1908, og der kan skrives mange kapitler om kirkens historie. Her er det første af tre kapitler om den tidligste historie:

Eliaskirken blev bygget i kølvandet på udbygningen af brokvartererne i København i sidste halvdel af 1800-tallet.

Indtil 1880 hørte Vesterbro til Frederiksberg Sogn. I forbindelse med opførelsen af Sct. Matthæus Kirke i Valdemarsgade blev bydelen skilt ud som et selvstændigt sogn. Ved indvielsen af kirken boede der ca. 25.000 mennesker i sognet. I løbet af de næste 15-20 år blev indbyggertallet næsten tredoblet. I slutningen af 1800-tallet boede der over 70.000 mennesker på Vesterbro.

Det gav travlhed i kirken. En søndag midt i 1890'erne havde en af præsterne ved Sct. Matthæus Kirke efter gudstjenesten om formiddagen 52 barnedåb, 33 vielser og nogle begravelser.

Dengang fik præster i byerne betaling for at udføre dåb, bryllup og begravelse. Det førte til en tid med massedåb, bunkebryllupper og linjebegravelser. For mens de velhavende kunne betale sig til et flot kirkebryllup, måtte mange fattige tage til takke med en fælles vielse sammen med andre brudepar. Der var normalt syv brudepar på et hold til et bunkebryllup, som foregik uden orgel og salmesang, og nogle gange havde præsten ikke talt med brudeparrene, før han stod over for dem i kirken.

Søndag efter søndag skulle døbes op til 50 børn – eller flere. Det førte til en praksis med massedåb, hvor børnene blev døbt i hold med syv-ti børn ad gangen. Det foregik i tidsrummet mellem højmessen om formiddagen og aftengudstjenesten. For at spare tid blev ritualet skåret ned til det mindst mulige.

Når præsten var færdig med søndagens massedåb, var det ikke ualmindeligt, at han skulle skynde sig ud på kirkegården til en linjebegravelse. I en fælles grav stod der måske fire-fem kister ved siden af hinanden. Han holdt en fællestale til de fremmødte pårørende og foretog jordpåkastelsen – og så tilbage til kirken, og måske et bunkebryllup før aftengudstjenesten.

Det var en uholdbar situation. Nogle mennesker ville ikke komme i kirken, fordi de fandt, at kirken ikke tjente "småfolk", men blot pressede penge af folk "til et godt levebrød for præsterne". I kirkelige kredse var der også utilfredshed med disse forhold, som mange fandt uværdige og skamfulde. Det førte til en bevægelse, Københavns Kirkesag (nu Kirkefondet), der arbejdede for, at der blev bygget flere kirker, så de store sogne kunne splittes op i mindre sogne. En kirke med to præster pr. 10.000 indbyggere var målet, og kirkemedlemmerne skulle ikke længere betale præsten for at udføre kirkelige handlinger.

Bevægelsen står bag mange af de kirker, der blev bygget i København omkring forrige århundredskifte, heriblandt Eliaskirken.

Tekst: Bent Dahl Jensen og Per Vibskov Nielsen
Kilde: A. Fibiger: "Guds banede vej" (1933)